Tour - Vores Forening

Hvad er andelskronen?

Andelskronen beskriver, hvad det maksimalt kan koste at købe et andelsbevis i en andelsboligforening.

Andelskronen er det tal, der beskriver, hvad det maksimalt kan koste at købe et andelsbevis i en andelsboligforening. Det er med andre ord prisloftet for, hvor meget en andelsbolig kan koste.

Andelskronen bestemmer prisen på andelsbeviset

Et andelsbevis er det juridiske dokument, der beskriver, at man er medlem af andelsboligforeningen. I modsætning til ejerboliger, så er det nemlig ikke den enkelte ejer, men derimod foreningen, der ejer andelsboligernes bygning og tilhørende husstande.

Den enkelte ejer af et andelsbevis har således en andel i foreningen og får med andelsbeviset og andelen en brugsret til en af foreningens boliger.

Sådan fastsættes andelskronen

Andelskronen kan grundlæggende opgøres og fastsættes på 3 forskellige måder. Det er vigtigt at være opmærksom på, hvordan andelskronen opgøres for ens andelsbolig, da det har betydning for, hvad ens andel senere kan sælges for. De 3 måder er:

  • At tage udgangspunkt i anlægs- eller købssummen for bygningen og fremskrive denne. Denne andelskrone vil typisk være under markedsprisen for tilsvarende lejligheder og benyttes i dag i ca. 4% af andelsboligforeningerne.
  • At benytte en pris der tager udgangspunkt i den offentlige vurdering af bygningen og fastsætte et beløb herfra. Det fastsatte beløb er typisk 75-85% af den offentlige vurdering i store dele af landet, mens den i København fastsættes på op mod 200% af vurderingen. Denne metode benyttes af ca. 66% af andelsboligforeningerne.
  • At en valuar fastsætter prisen på baggrund af en konkret vurdering af ejendommen. Denne metode benyttes af ca. 30% af foreningerne og anses for at være mest korrekt, da den tager udgangspunkt i bygningerne og den faktiske stand.

Regulering af andelskronen

Der er ingen regler for, hvordan andelskronen fastsættes, eller klare regler for i hvilket omfang den løbende reguleres. I ældre andelsboligforeninger med lav udskiftning blandt andelshaverne ses der derfor ofte en lav andelskrone.

Denne kan være fordelagtig i ønsket om at sikre nye andelshavere mod at blive teknisk insolvente ved eksempelvis større renoveringsarbejder, men kan samtidig skævvride markedet og prisen for de enkelte andele. Foreningerne fastsætter derfor ofte andelskronen ud fra et helhedsbillede for øvrige foreninger i området og aktuelle forhold i øvrigt.

Leder du også efter en måde at minimere foreningens administrative bøvl?